Det nye år bringer nye spændende opgaver med sig hos KT Erhvervsbyg. Et af årets første projekter er byggeriet af et nyt domicil til Dansk Maskin Montage i Give.
Der er tale om et standard domicilbyggeri i to etager på 700 kvadratmeter med både lager og kontor. Heraf udgør de 150 kvadratmeter kontorfaciliteterne på et indskudt dæk i bygningen.
Dansk Maskin Montage udfører blandt andet demontering, transport og montering samt genstart af maskiner og produktionslinjer – og med den nye bygning får de mere plads til opbevaring af maskiner.
”Vi oplever stor efterspørgsel på velplacerede domicilbyggerier og dette er et godt eksempel på en mellemstor virksomhed, der har brug for flere kvadratmetre, som ligger logistisk smart tæt på motorvejen”, siger Per Henriksen fra KT Erhvervsbyg.
Byggeriet opstartes i foråret, og montage-virksomheden kan flytte ind i deres nye bygning senere på året.