Entreprenørvirksomheden KT Erhvervsbyg, der er én af landets førende indenfor erhvervsbyggeri, besluttede for få år siden at investere i egen bæredygtighedsafdeling, som i dag består af ikke mindre end otte medarbejdere.
Nu begynder den investering at være økonomisk bæredygtig, idet virksomheden netop har vundet en budrunde på grund af kompetencer og erfaring med bæredygtighed.
KT Erhvervsbyg skal bygge et nyt logistikcenter i Brøndby for pensionsselskabet Velliv på ca. 25.000 kvm. – heraf 1600 kvm. administration. Hele byggeriet skal certificeres til DGNB Guld, som er en bæredygtighedscertificering.
”I udbuddet blev vi stillet overfor et krav på 10,5 kg. CO2 per kvm., men vi ville gerne helt ned på 7-8 kg. CO2 per kvm. og det lykkedes for os. Jeg tror, det var en væsentlig årsag til, at vi vandt,” siger Henning Good.
Han fortæller, at valget af limtræ som bærende konstruktion og et facademateriale, der er fremstillet af bl.a. genbrugsstål, især har været medvirkende til at reducere CO2-bidraget.
Desuden har KT Erhvervsbyg haft fokus på cirkulær økonomi i planlægningen af byggeriet. Det betyder, at en del af det affaldstræ, der kommer i byggefasen, vil blive frasorteret og forberedt til genbrug. F.eks. for at komme til salg på hylderne i et byggemarked igen, som genbrugstræ.
”Vi fokuserer meget på affaldssortering og samarbejder bl.a. med nogle socialøkonomiske virksomheder, som har socialt udsatte mennesker ansat. De vil meget gerne gøre en indsats på vores byggepladser, og vi har stor gavn af samarbejdet, som både handler om social bæredygtighed, men også gør det muligt for os at genbruge så store mængder byggeaffald,” fastslår Henning Good.
Han fortæller, at de socialt udsatte medarbejdere også er tænkt ind i processen i forhold til at levere fx bænke og blomsterbede udenfor byggeriet.
”Men vi har naturligvis også tænkt på arbejdsmiljøet for de mennesker, der skal arbejde inde i bygningen. Normalt er lagerbygninger relativt mørke, men her har vi arbejdet en del med dagslys-indfald, da en ny undersøgelse har vist, at det er helt afgørende for fx omfanget af sygefravær,” understreger salgschefen hos KT Erhvervsbyg.
Også når det gælder tagbelægningen på den 25.000 kvm. store bygning er der tænkt i bæredygtighed. 90 pct. af taget bliver grønt med såkaldt Sedum-tag, der dels holder på vandet og dels skaber gode betingelser for insekter og dermed for biodiversiteten.
KT Erhvervsbyg forventer at påbegynde byggeriet i marts, og byggeriet vil stå færdigt medio 2026.