Da Eventyrsport blev grundlagt i Aarhus i 1996, rådede virksomheden over 40 kvm. For nylig er den kraftigt ekspanderende virksomhed flyttet ind i et nyt domicil “BaseCamp” på mere end 10.000 kvm. i Hasselager syd for Aarhus.

Hos KT Erhvervsbyg står vi både bag det arkitektoniske og selve byggeriet, der fordeler sig på en administration på godt 2200 kvm. i 2 plan og 8000 kvm. lager.

Vores arkitekt Adam Christoffer Bundegaard har tegnet ”BaseCamp”, og han har i tæt samarbejde med Eventyrsport fået forløst ønsker og forventninger fra første tegning til færdigt byggeri. Søren Leth Vidriksen har været den gennemgående projektchef på hele byggeriet, og konstruktør Morten Hoffmann Eriksen har gjort tanker og tegninger til virkelighed.

For Lars Sejer Sørensen der er direktør for og ejer af Eventyrsport, var det vigtigt, at den unikke Eventyrsport kultur med åbenhed og fællesskab blev tænkt ind i bygningen. Blandt andet derfor ønskede Eventyrsport et indgangsparti for alle – både gæster, men også samtlige medarbejdere på lageret og i administrationen – en fælles indgang for alle.

Desuden er hovedindgangen indrettet ligesom Eventyrsports butikker, hvilket dagligt er med til at skabe en ekstra mental forbindelse mellem de 70 medarbejdere på BaseCamp til de 400 medarbejdere i butikkerne. Senest er hovedindgangen desuden blevet åbnet op som Pick-Up, hvor kunderne med 1 times varsel kan afhente varer fra hele sortimentet på ca. 50.000 varer.

Medarbejderne på “BaseCamp” har taget rigtig godt imod de nye lokaler og sætter især pris på nærheden mellem alle afdelinger samt den gode akustik, der skaber et roligt arbejdsmiljø.

Byggeriet er opført med en lys facade samt sorte døre og porte. Desuden er der indvendige vinduer mellem kontorerne, og ligeså vinduer mellem lageret og administrationen – igen for at underbygge fællesskabet.

Outdoor-virksomheden har naturligvis også haft særlige ønsker til området udenfor bygningen, hvor der blandt andet er forberedt til bålplads og shelters – naturligvis med strøm og internet, så møder kan afholdes her!

Naturen har fået lov at dominere hele vejen rundt om bygningen, hvor overskudsjord er blevet anvendt som jordvolde, ligesom man har bevaret den eksisterende beplantning.

Michael Bjerre, der har været bygherrens projektansvarlige på byggeriet, fremhæver samarbejdet og den konstruktive dialog i projektet, hvorved udfordringer, som er en naturlig del af et byggeri, er blevet vendt til løsninger til alles tilfredshed.