Snart kan den familie-ejede virksomhed Poca Glasfiber vende tilbage til sin gamle adresse efter storbrand i 2017.
Det er stadig uvist, hvad der afstedkom storbranden hos Poca Glasfiber i Hedensted, da virksomhedens domicil brændte den 4. April 2017. De materielle skader efter branden var imidlertid så omfattende, at der skulle et helt nyt domicil til. Det opføres nu af KT Erhvervsbyg på adressen.
Opgaven er udbudt i totalentreprise og omfatter et byggeri på i alt 4.250 nye m2 på fabrikkens matrikel på Ndr. Fabriksvej 9 i Hedensted. Det nye domicil skal fungere som hovedsæde for virksomhedens 25 ansatte og omfatter kontorer, produktion og showroom.
I alt 550 m2 vil blive brugt på administration, showroom og personalefaciliteter, mens 3700 m2 skal indrettes som produktionsfaciliteter, herunder støbehal og montagehal.
Facaderne på domicilets produktionslokaler beklædes med vandret monterede sinus-profilerede stålplader, mens showroomet får hvide, plane facadeplader.
Grundet den tidligere brand har der gennem projektet helt naturligt været skærpet fokus på diverse brand-tiltag, som har sikret, at bygningen er opført efter gældende regler, så bygherre kan sove trygt om natten.
Til trods for den sibiriske vinter, som i år har ramt Danmark, skrider byggeriet planmæssigt frem.
Vi påbegyndte byggeriet i efteråret 2017, og det forventes at stå færdigt den 1. maj 2018. Indtil da er virksomhedens produktion hensat til midlertidige lokaler.