Hos KT Erhvervsbyg er vi vant til at levere byggerier til tiden, hvilket kan være en særlig kvalitet, når vi skal til at bygge nyt domicil til præcisions-virksomheden Garmin Nordic Denmark A/S. Garmin er kendt af mange for deres højkvalitets ure og GPS-navigation til biler, luftfart, marine-, outdoor og fitnessaktiviteter.

Garmin Nordic er vokset ud af sine nuværende rammer i Allerød, og fremover vil produkterne blive sendt ud fra det nye domicil i Ballerup, hvor vi skal bygge 5.500 kvm. distributionscenter med højlager og en tilstødende administrationsbygning i to etager.

Vi har udviklet byggeriet i samarbejde med GPP-arkitekter, der har tegnet et domicil, som fremtidssikrer Garmins behov og med visuel forbindelse imellem kontorarbejdspladser og højlager, ligesom kantinen og atriumgården bliver samlingspunkt for alle husets medarbejdere.

Det nye domicil og højlager skal DGNB-certificeres, og vi forventer at aflevere byggeriet – til tiden – i 4. kvartal 2025.