Så er første spadestik taget til et nyt, moderne domicil og distributionscenter på over 20.000 m² til Kramp – Europas største leverandør af reservedele og tilbehør til landbrug, skovbrug og byggeri.
Vejles borgmester Jens Ejner Christensen og Roeland Tjebbes, der er CFO hos Kramp tog i fællesskab de første spadestik og fortalte om planerne for det nye distributionscenter.
Kramp investerer i et nyt, nordisk distributionscenter i Vejle, der skal servicere virksomhedens nordiske kunder. Kramp vil fortsat have salgskontorer i Sverige, Norge og Finland, og også det danske salgskontor i Skjern fortsætter efter byggeriet i Vejle står færdigt.
Vi er allerede i fuld gang med at fjerne jord og forberede bunden til byggeriet. Støbearbejdet forventer vi at påbegynde i september, og primo 2026 vil selve bygningen tage form i landskabet. Vi forventer at aflevere byggeriet ultimo samme år.
Domicilet, der opføres i sort, hvid og Kramp-koncernens karakteristiske røde farve, vil danne rammen om et højteknologisk distributionscenter og en moderne arbejdsplads.